Det kan være svært at vide, hvor man skal starte med psoriasis – eller hvor man skal tage fat igen.
Måske har du fået diagnosen for nylig. Måske har du haft sygdommen i mange år, men mangler overblik eller nye muligheder.
PsoGuiden er til for at finde det, der kan gøre en forskel for dig.
Måske du er ny med psoriasis og savner viden og overblik.
Måske du har kæmpet lidt for længe med ventetid og behandlinger, der ikke virker godt nok.
Eller måske din sygdom bare fylder for meget på den ene eller anden måde, og det kan være svært at se, hvad du selv kan gøre.
Uanset hvor du er, så er guiden lavet for at give dig viden, der kan hjælpe dig videre.
Du behøver ikke have styr på det hele fra start eller sætte ind på alle udfordringer. Det vigtigste er at finde noget, der kan gøre en forskel for dig – og begynde der.
PsoGuiden er bygget op omkring temaer, der hver tager fat i vigtige sider af livet med psoriasis.
I Forstå din psoriasis får du styr på de forskellige måder, sygdommen kan vise sig på – og hvad det betyder for dig.
I Forstå din behandling får du overblik over dine muligheder – og hvad der er vigtigt at vide om dem.
Kom videre giver dig redskaber til samarbejdet med lægen – og til at komme videre, hvis din behandling ikke fungerer for dig.
I Psoriasisgigt? lærer du at genkende tegn på gigtsygdommen, der rammer omkring hver tredje med psoriasis. Har du allerede psoriasisgigt, får du råd til at leve godt med den.
Mere end huden sætter fokus på, hvordan psoriasis hænger sammen med resten af dit helbred – og hvor du selv kan sætte ind.
Og i Forældre og pårørende finder du indhold, du kan dele med dine nærmeste – så de bedre kan forstå og støtte dig, når du har mest brug for det. Og til dig, der har et barn med psoriasis.
Du kan tage det fra bunden og bevæge dig gennem temaerne – eller du kan gå direkte til det, der er mest relevant for dig lige nu.